Glemt viden skjult i hinkeleg

Der er fremført flere interessante teorier om hvorfor man hinker og at der måske ligger en glemt viden gemt i legen.

Uden at jeg vil tage stilling til om teorierne holder vand, vil jeg give en kort beskrivelse af de 2 mest fremherskende temaer her, nemlig det religiøse og det astronomiske. For mig er det interessante points, som jeg dog ikke anser for at være så veldokumenterede ud fra det materiale jeg har kunnet opdrive, at jeg tør påstå at det er den endegyldige sandhed.

Religion:
Den første teori, som jeg vil omtale her, bygger på at hinkning har et religiøst tema og oprindelse og at det er gamle kristne symboler og ritualer, der ligger til grund for at “hoppe paradis”.

HinkerudeNår spilleren bevæger sig rundt på paradisruden med en en sten eller lignende, er stenen tænkt som symbol på sjælen, hvor legen gengiver sjælens besværlige rejse fra jorden til himlen, hvor man undervejs udsættes for en række prøvelser for at undgå at ende i helvede.

Fejler man og træder på linjerne eller sætter man begge ben på jorden, er det tegn på en svag sjæl, hvorefter man må arbejde med sig selv for at styrke sjælen læs: mere træning og øvelse.
Man kan sige at det er en leg, hvor man får mulighed for at lære sine egne styrker og svagheder at kende og hvor man samtidig får mulighed for at forbedre sig.

Når man når målet – paradiset – tager man stene op i armhulen eller holder den ovenpå hovedet for at markere at målet er nået og at sjæl og krop atter er forenede.

Bjarne Gjesing har skrevet følgende:

Når børn “hopper i Paradis”, er de næppe klar over, at de springer omkring i en figur, som kristne lærde anvendte langt tilbage i middelalderen, når de skulle anskueliggøre saliggørelsens orden. Det ville i det mindste være et besynderligt barn, der vidste det – og legen er jo også god nok i sig selv. Ikke desto mindre skulle det være tilfældet. 
Den hastigt henkastede kridttegning på legepladser og i skolegårde har sine rødder i aristotelisk filosofi, thomistisk  teologi og skolastiske spidsfindigheder. 

Figurens betydning er glemt, men omridset er bevaret i barnelegens trofasthed, ligesom også navnet stadigt vidner om den religiøse oprindelse.


Astronomi og himmellegemer:

Den anden teori som, som er fremført af den tyske forsker Friedrich Hirsch, postulerer at hinkning og hinkeruder skulle have noget med gammel og glemt viden om astronomi og himmellegemerne at gøre. Friedrich Hirsh, der døde i 1965, samlede hele livet igennem på hinkeregler og hinkeruder fra hele verden og har uden tvivl samlet verdens største og mest omfangsrige materiale herom.

Hirsh beskæftigede sig primært med de 3 hinkeruder “Sneglen” “Dobbelstigen” og “Totenkopf”, hvoraf den sidste kun kendes fra Tyskland. Disse 3 hinkeruder, mente han at kunne relatere sig til soldyrkning og astronomi.

Sneglen har en pendent/forgænger i legen at “Hoppe skomager”, hvor sneglen ikke er inddelt i felter, men har en lille plet/en klokke ved indgangen. Når legen starter, er en person placeret i midten af sneglen og en spiller er placeret udenfor sneglen.

Legen startes ved at spilleren hopper hen på klokken og personen i midten samtidig hopper ud af sneglen. Når spilleren til sidst når ind til midten er legen slut og der kan startes en ny omgang.

Hirsch er slet ikke i tvivl om,  at denne tidlige form for snegl er identisk med og kopieret fra helleristninger han har fundet i Sverige nærmere betegnet i Bohuslén. Klokken i legen gengiver den sol, der ses ved indgangen til spiralen i helleristningen.

Når spilleren har gået en omgang i figuren illustrerer det i følge Hirsch at solen har gået en årsomgang.

Hirsch har en lignende teori om en anden version af hinkeruden “Dobbeltstigen”, der nærmest kan illustreres som en wienerstige. Denne udgave skal blandt andet være fundet under udgravningerne af det nedbrændte Troja.

Dobbeltstigen er inddelt i 12 felter, der illustrerer dyrekredsene, således at denne udgave af legen illustrerer solens gang – ikke gennem kalender året – men gennem dyrekredsene, idet hvet felt mellem 2 trin illustrerer en dyrekreds/et solhus.

Når vi tænker på solhusene i dag, så tænker man på at kloden ved ækvator buer eller krummer. Stiller man sig på ækvator og ser vest/øst, vil man ikke se en buet linje men derimod en lige linje – svarende til at man lægger “Dobbeltstigen” fladt ned.

Hirsch konkluderer på baggrund heraf, at børnenes leg i dobbeltstigen uden tvivl illustrerer en op- og nedgående solprocession, oprindeligt hentet fra de voksnes verden – det er børnene bare ikke bevidste om.

Den sidste af Hirsch´s teorier går på den tyske hinkerude “Totenkopf”, som nærmest kan betegnes som en lang stige med 12 felter. Disse felter har dels numre og dels symboler i form af solhjul, en trekant eller klippe og en tilsvarende sten, bag hvilken solen enten er på vej op eller ned bag.

For at gøre en lang historie kort – så har Hirsch fundet identiske figurer på stensætninger på Rügen. Arkæologer har har fundet tilsvarende indristninger i flere ægyptiske templer. På alle disse lokationer, er der placeret 2 sten, en nordlig sten og en sydlig sten. Disse sten viser solens bane ved sommersolhverv og vintersolhverv.
Hinkeruden “Totenkopfs” opbygning passer, ifølge de kilder jeg har fundet, perfekt til tegningerne på disse sten med indristninger. Om det så er tilfældigheder eller ej, skal jeg lade være op til den enkelte at vurdere.

Det er under alle omstændigheder spændende og dragende læsning og teorier om glemt viden skjult i hinkeleg, som desværre ikke er videre beskrevne og kendte i dag.