Hinkesten af ler

Pjerrot, Hinkesten af ler, Dyrehavsbakken, BakkenVi har som tak for et foredrag vi har afholdt, fået foræret en meget flot og spændende hinkesten af ler.

Stenen har som motiv Pjerrot, der er omkranset af en perlebord.

Der er nok ingen tvivl om at inspirationen stammer fra den første serieproducerede hinkesten fra 1924 fra Fyens Glasværk med de “Tre Alfer”, som også har en perlebord mage til den den på Pjerrotstenen.

Det stiller straks det spørgsmål – hvorfor ler, hvor er den lavet, hvem har lavet den og hvornår er den lavet.

Hvorfor hinkesten af ler – vi var heldige at finde svaret.

Hannes Minde, Gammel Klausdalsbrovej 543, 2730 HerlevPå et lille lokalmuseum, (Hannes Minde, Gammel Klausdalsbrovej 543, 2730 Herlev), hvor der tidligere har boet pottemagere i flere generationer, spottede vi en skål med hinkesten magen til vores.

Museets eksemplarer, var gravet ud af en lergrav med en masse andre kasserede ting efterladt af den sidste pottemager på stedet.

Den sidste pottemager på stedet var Ruth Sorento Dichmann fra 1938-1950 og hun må være mester for stenene, da de blev fundet blandt andre af hendes kasserede ting i den fyldte lergrav. Dermed kan vi med en forholdsvis snæver margin fastslå, hvornår stenen er fremstillet.

At materialet er ler er ikke overraskende, når det nu engang var en pottemager/keramiker der fik ideen til at producere hinkestenen. En anden mulighed er materialemangel omkring anden verdenskrig – men erhverv og materiale er den mest mest oplagte årsag til materialevalget.

Brændt ler ikke er ligeså holdbart som glas – men man må huske, at de helt gamle og oprindelige sten som etruskerne og romerne brugte til at hinke med, blandt andet var fremstillet af brændt ler – så det er på en måde “back-to-basis”.

Stenen kan være lavet til at blive solgt på “Dyrehavsbakken” eller i “Tivoli”.
På Dyrehavsbakken var der en Pjerrot som tryllede og gøglede for børn og barnlige sjæle.
I Tivoli optrådte Pjerrot kun på pantomimeteatret som en del af forestillingerne der. – så som salgsobjekt er stenen nok mest sandsynligt produceret til “Dyrehavsbakken”.

Hverken på Dyrehavsbakken eller i Tivoli kender man umiddelbart noget til stenen med Pjerrot, men Tivoli oplyser at de anser det for sandsynligt at det er “Tivolis” Carl Petersen , der var Pjerrot indtil 1950 som er på motivet på stenen.

Vi har hos en samler set et yderligere eksemplar, som var erhvervet i Nordjylland.